En af de vigtigste og mest indflydelsesrige filmbevægelser, der har eksisteret i de sidste to årtier, er den, som regelsættet ‘Dogme 95’ startede. Skaberne bag dette var de to danske instruktører, Lars von Trier og Thomas Vinterberg, der begge var utilfredse med den tilstand, som den moderne biograf var i.
De mente, at alt for mange film led under overproduktion og mangel på kunstneriske aspekter, som de mente var afgørende for filmkunstens håndværk. De udarbejdede derfor et manifest, som de kaldte for Dogme 95. Men, hvad er et dogme i det hele taget? Og hvornår er der tale om en dogmefilm eller dogmeteater? Læs med her og bliv meget klogere på disse spørgsmål.
Dogmer – et absolut princip
Et dogme er et princip eller en tro, der betragtes som værende absolut, en uigendrivelig sandhed og fundament for ethvert vidensfelt.
Et dogme tjener derfor, som udgangspunkt, som et redskab i studiet af enhver disciplin, men er allermest anvendt i relation til religiøse praksisser. For eksempel i den katolske tro, hvor et dogme er en objektiv sandhed, der har sin ultimative kilde i Guds åbenbaring.
Dogme 95 – et manifest for realistisk filmskabelse
Dogmefilm er ligeledes en bevægelse, der er igangsat ud fra et princip om at “rense” filmskabelse ved at opstille et sæt af regler, der til enhver tid skal overholdes – ellers vil en film ikke komme i betragtning som en ‘dogmefilm’.
Det er her, at Lars von Trier og Thomas Vinterbergs manifest ‘Dogme 95’ kommer i spil. Dette manifest, der blev grundlagt i 1995, indeholder nemlig de pågældende regler, der skal overholdes i udfærdigelsen af en dogmefilm. Det er et såkaldt kyskhedsløfte, som enhver, der ønsker at skabe dogmefilm, skal underkaste sig.
Tanken bag manifestet var, at hvis filmskabere overholder et sådant regelsæt, vil deres film have mere kunstnerisk værdi. Reglerne lagde især vægt på realismen, hvorfor filmskabere for eksempel blev forbudt at bruge rekvisitter eller specialeffekter, som ikke allerede var tilgængelige i den virkelige verden.
Ligeledes skulle de i vid udstrækning bruge naturligt lys, mens al dialog skulle foregå på en improviseret måde. Denne sidstnævnte regel var måske den mest udfordrende for filmskabere, da den forbød dem at skrive nogen linjer ned på forhånd. De samme regler, og hertil betingelser, gør sig ligeledes gældende for dogmeteater.
