I efteråret 2016 undersøgte Nanna Rasmussen Ryslinge Højskole i forbindelse med hendes kandidatstudie indenfor læring og forandringsprocesser. Hun ville undersøge om den fagspecifikke teaterhøjskole også kan skabe livslang dannelse ved eleverne, som er et lovkrav for de danske folkehøjskoler. Det kunne vi! Læs mere her.
Læs her hele Nannas kandidat eller bare nedenstående konklusion.
Nannas Konklusion:
Projektet har søgt at besvare denne problemformulering: Hvilke problemer opstår der i forbindelse med at koble det teaterspecifikke med det almendannende i undervisningen på en dansk teaterspecifik højskole? Og hvorledes kan samtidens dannelsesideal diskuteres i henhold til den teaterspecifikke højskoles forståelse af almendannelse?
Projektet er udsprunget af en undren om, hvorledes en fagspecifik teaterhøjskole klarer at forberede deres elever til karrierevalg, gennem undervisning som skal opfylde et lovkrav om 50% almendannelse gennem undervisning af bred almen karakter.
Jeg har på forhånd, som problemformuleringen antyder, haft en forståelse af, at denne kobling måtte føre nogle problemer med sig, men må hermed konkluderer, at jeg igennem min undersøgelse ikke kan pege på dette som problematisk. Det har vist sig i min analyse af undervisningspraksissen, at den fagspecifikke teaterundervisning og dens tilhørende arbejdsmetoder, på mange måder har været afgørende for, at Højskolen kan opretholde sin forståelse af det almendannende som en proces gennem kropslig dannelse. Det fagspecifikke syntes hermed, at være rammesættende for, den form for kropslig dannelse og robusthed, som Højskolen ønsker for dens elever.
Den senmoderne forståelse af selvdannelse og det forskelliggørende som alment ideal, giver en fornemmelse af, at almendannelse har fået karakter af noget tidssvarende. Tanken om, at individet i sin selvdannelse skrider rundt i forskellige smagsfællesskaber, for på den måde at blive de erfaringer rigere, er i den grad passende på for et højskoleophold, og for de elever jeg har mødt i mit praksisforløb. Det kan hermed slutteligt konkluderes, at Højskolens elever ikke udelukkende bliver klogere på teater ved at gå på teaterhøjskole, idet denne tilmed tilbyder en kropslig robusthed samt inspiration til elevernes videre livsvej – om de vælger teatervejen eller ej.
