Masker, arketyper og skuespilsteknik – Ned i det kollektivt ubevidste
På linjen tager vi ud på den vildeste rejse. En rejse ned i det, som Carl Gustav Jung kaldte ”Det kollektivt ubevidste”. Ifølge Jung findes der en del af psyken, som er fælles for os alle. Et sted, vi alle kender, og alligevel synes, at have glemt. Det er bl.a. her, arketyperne og myterne bor.
Ved hjælp af masker, arketype arbejde, fantasi og kropslig træning, kan skuespillere lære at trække på disse ældgamle energier og bruge dem til at udvikle sig selv og til at transformere sig på scenen. Maskearbejdet er et fantastisk redskab til at udvikle karakterer, og til at dykke ned i de sider af en selv man måske ikke troede man havde, eller som man måske havde glemt. Masken kan være med til at forklæde, tildække, sløre, fange, frigive, afsløre, projektere, bedrage, kropsliggøre og transformere den der bærer masken – og den der ser på.
Gennem øvelser på gulv, åbner vi porten til denne forunderlige verden, og finder konkrete værktøjer, som du kan tage med fra rejsen til dit arbejde i prøverummet, foran kameraet og på scenen.
“Den her træning har vi lært fra vores tid på skuespillerskolen, så det er en direkte udvidelse og gennemført træning af hvordan det har været på skuespillerskolens karakterarbejde. Den her linje er en fordybelse i hvordan du kan udvikle dit personlige karakterarbejde som skuespiller” – Sofie Walbom, underviser
Du vil bl.a. opleve i linjearbejdet:
– At lave egne masker
– At arbejde med masker og masketeknik
– At arbejde med arketyper
– Kropsligt arbejde og energi-træning
– Dramatisk grundtræning
– Tekstarbejde
Derudover vil du som deltager stifte bekendtskab med chakra-rejser, meditation, drømmearbejde og symbolforståelse.
Forløbet slutter af med en fælles arbejdsvisning, hvor vi tager udgangspunkt i hver deltagers vigtigste erfaringer og opdagelser undervejs.