Sluspor

Efteråret på Ryslinge Højskole er tiden, hvor fordybelsen i teater og skuespil bliver intensiveret en smule. Fysiodrama, sang, monolog- og dialogarbejde holder kroppen varm og hovedet koldt… og køen til kaffemaskinen bliver lidt længere. Det er nemlig tiden, hvor flere kigger mod den kommende optagelseprøve på Skuespillerskolen. Forinden åbner semestret for alle med fokuseret og solid dramatisk træning – læs mere om det her. Sidst på efteråret vælger du dit dit faglige og intensive slutspor, som afslutter semestret. Du kan vælge mellem følgende slutspor:

Slutspor – Optagelsessporet

På efterårsholdet skal du vælge imellem to slutspor: ”Forestillingssporet” eller ”Optagelsessporet”.

På optagelse sporet bliver du vejledt, undervist og klargjort til at søge optag på den danske scenekunstskole. Vi følger dig før, under og efter din optagelsesprøve, som på den måde giver dig de bedste forudsætninger for en god optagelsesprøve. Undervisningen foregår gennem hjælp til udvælgelse af og arbejde med både monologer og dialoger. Du bliver på sporet inddelt i hold af cirka otte, og du får tildelt en makker, så I kan øve sammen uden for undervisningen.

Dit hold bliver undervist af en professionel skuespiller, som hjælper jer med at undersøge og udvikle jeres skuespil- og tekstarbejde. Efter et stykke tids arbejde hos den ene lærer, bliver der byttet rundt, og man får nogle nye øjne på det arbejde, du har lavet. Efter det, kommer du så tilbage til din egen gruppe og lærer igen, og arbejder videre med den nye feedback og nye inputs.

  • Du vil lære, hvordan en tekst kan udfolde og udvikle sig i forskellige retninger, udtryk og dybder.
  • Du vil få hjælp til at få dig selv med ind i arbejdet og gøre dit personlige udtryk synligt.
  • Du vil lære at leve din tekst.

Det kræver stort mod at fortabe sig så meget i en proces og endnu større mod at stille sig op foran juryen og fremføre sit arbejde. På dette spor er der fuld fordybelse i tekstarbejde, Ordløs dramatik, digte og musikalitet samt styrkelse af dit dramatiske udtryk og indlevelse i karakteren.

Slutspor – Forestillingssporet

På efterårsholdet skal du vælge imellem to slutspor: ”Forestillingssporet” eller ”Optagelsessporet”.

På forestillingsporet bliver højskolen omdannet til et hårdtarbejdende og nytænkende teater, hvor skuespillerholdet møder ind til prøver med en professionel sceneinstruktør, tekniker, producent mm. Ensemblet står overfor et spændende teatereksperiment, hvor klassiske tekster skal nyfortolkes og undersøges i lyset af en nutidig og afgørende samfundstendens.

Du kan glæde dig til at samskabe denne store teaterforestilling, hvor du for alvor får erfaringer som skuespiller. Vi arbejder hovedsageligt med det moderne og eksperimenterende sceniske udtryk, som vil være fyldt med eftertanke, vildskab og æstetik. Sporet handler om massivt karakterarbejde, vilde iscenesættelser, dramatiske udtryk, scenisk nærvær samt personinstruktion og premierenerver.