Hverdagen på Ryslinge Højskole
Få et indblik i hverdagen på Ryslinge Højskole
Som elev på Ryslinge Højskole bliver du en del af et unikt fællesskab sammen med andre teaterentusiaster. Du vil opleve en hverdag, som vækker din begejstring, overrasker og inspirerer dig til at vokse i takt med dit ophold. Vi gør vores for at danne de bedste rammer, så du kan finde din retning og skabe minder for livet.
En helt almindelig dag på Ryslinge
Så snart du træder ind i højskolens lokaler, vil du blive mødt af en atmosfære, der oser af hjertevarme, poesi og kreativitet, der til hver en tid vil inspirere til en levende og produktiv dagligdag – alt sammen i kombination med skolens skønne naturområder og historiske omgivelser.
Morgenstunden er en særlig vigtig del af dagen – her får du ro til at vågne og have dine egne morgenritualer, hvad enten du vælger at løbe en tur, lave yoga eller bare tager den med ro på værelset, inden du sætter dig til bords og spiser morgenmad fra kl. 07.45.
Åben dig op til formiddagssamlingen
Nogle morgener har vi formiddagssamling efter morgenmaden. Her afsætter vi en halv time, hvor en elev eller lærer åbner sig op og deler det, som vedkommende har på hjerte. Alle slags emner og interesser er velkomne – nogle synger også en sang eller deler sin taknemmelighed.
Formiddagssamlingen er en stund, hvor nogle elever vælger at tage private og til tider svære emner op, og derfor værnes der om privatlivet i form af tavshedspligt. Hver samling afsluttes med en stor krammer og anerkendelse fra de andre.
En dag med undervisning
Undervisningen starter kl. 09.00 og startes ofte med morgentræning, da fysisk aktivitet er enormt vigtigt for kroppen i forbindelse med teaterforestillinger. Du kommer til at stifte bekendtskab med både cirkeltræning og fysiodramatisk træning, som virkelig sætter gang i kroppen. Efter en kort pause starter den dramatiske træning – teater arbejdet, som varer ved indtil frokost.
Efter frokost vælger nogle at gå en tur, handle ind eller holde møder med udvalget, inden den igen står på teaterundervisning, som slutter kl. 16.00, hvorefter du har fri, inden aftensmaden påbegyndes kl. 17.00.
Måltiderne nydes og værdsættes
Frokost og aftensmad spises fra eget storkøkken, hvor du skiftes til at lave maden sammen med et hold af de andre elever, organiserer indkøb og arbejder på at undgå madspild.
Læs mere om vores kostvaner, køkkentjans og fællesspisning her.
Ta’ en friaften eller deltag i et arrangement
Om aftenen har du fri til at foretage dig det, du har lyst til. Nogle går eksempelvis i maskeværkstedet, ser film på værelset eller tager en tur i biografen med et par andre. Sommetider arrangeres der arrangementer, enten af elever eller lærere, som er obligatoriske at deltage i – andre er blot tilbud. Klokken 23.00 skal der være ro på gangene.
Udvikling og hjemlighed
Målet med et højskoleophold på Ryslinge er, at du opnår udvikling og fordybelse. Du vil i samarbejde med vores kompetente undervisere sætte dagsordenen for din egen udvikling. Vores undervisere er gode til at spotte et skjult potentiale, og vil derfor forsøge at udstykke veje, som du måske ikke selv har set.
Hjemlighed står desuden vores hjerte nær – det er vigtigt, da det er ens nuværende hjem, som er med til at støbe fundamentet for fordybelse og udvikling. Værelserne er møbleret med et skab til tøj, seng, lille reol, spejl og stol. Du er velkommen til at medbringe genstande, som gør værelset mere hjemligt.
Efter et forløb på Ryslinge Højskole vil du opleve en mere voksen version af dig selv, hvilket du i sidste ende kan takke dig selv for – kom som du er, og gå som du blev.
Få et indblik i hverdagen, allerede inden du tilmelder dig
Vi håber, at du har fået et godt indtryk af Ryslinge Højskole efter at have læst ovenstående. Men det bedste indtryk får du ved at opleve skolen og dens fællesskab selv. Derfor vil vi gerne invitere dig til at booke en rundvisning på Ryslinge Højskole og se, hvad vores skole har at byde på “in real life”.
På rundvisningen vil du have mulighed for at se vores smukke lokaler, møde vores engagerede lærere og få en fornemmelse af den unikke stemning, der hersker på Ryslinge Højskole. Det er en fantastisk mulighed for at se, om vores skole er det rigtige sted for dig.
Så tøv ikke med at kontakte os for at booke din rundvisning i dag! Vi glæder os til at vise dig rundt på Ryslinge Højskole og give dig en oplevelse, du sent vil glemme.