Maden
Maden er fantastisk på Ryslinge Teaterhøjskole. I køkkenet arbejder en gruppe dygtige madentusiaster sammen om at få gastronomien, humøret, sundheden og bæredygtigheden til at blomstre.
Et højskoleophold skal være en oplevelse for alle sanser. Maden er det brændstof, som kroppen og hjernen har brug for, for at kunne fungere hele dagen. Der er derfor et stort fokus på at lave lækker, nærende og planterig mad, og køkkenet sætter en stor ære i at gøre måltiderne sunde, smukke og velsmagende.
Du vil hver dag få serveret tre hovedmåltider og tre mellemmåltider, fx friskbagt brød, frugt eller grønt. Der drikkes vand til måltiderne, og der serveres kun søde drikke, øl og vin til enkelte festlige lejligheder i løbet af året.
I køkkenet lægges der vægt på gode råvarer, gerne økologiske, bæredygtighed og global ansvarlighed, og højskoleeleverne hjælper naturligvis i køkkenet på skift.
Har du særlige kostbehov?
Er du veganer, vegetar, pescetar eller har du andre specifikke kostbehov ud fra medicinske krav, opfyldes dette med et alternativ. Dette skal meddeles inden din ankomst til skolen – gerne i indmeldelsesformularen.
Køkkenet bespiser mange mennesker ved hvert måltid, så der vil være begrænsninger i at kunne tilgodese individuelle særlige behov, som rækker ud over ovenstående.