Sådan bor du

På Ryslinge Teaterhøjskole bor du i den sjælfulde gamle bygning, Østerhus, på enten Clausen eller Poulsen-gangen. Du kan bo på enkelt- eller dobbeltværelse – afhængigt af hvad du vælger, når du tilmelder dig.

Værelserne er i gennemsnit 12-14 m2, og på langt de fleste er der eget toilet og bad. Det er hyggelige, gamle værelser med en seng, et skab, en kommode og et skrivebord, men det bliver selvfølgelig allerhyggeligst, når du selv har sat dit præg på det med dine egne ting.

Højskolen bliver dit hjem i en lang periode, og derfor er det vigtigt, at du gør værelset til din base – et sted, hvor du kan trække dig tilbage og slappe af.

Tilmelding
og priser

Mit værelse er blevet mit lille hjem her på højskolen. Det er et af de mindste værelser på Clausen-gangen, men for mig er der masser af plads til alt fra middagslure, refleksionstid og læsero til tøjkriser, glædesskrig og høj musik i badet. Min pelargonieplante har jeg med hjemmefra. Den står i mit vindue og minder mig om, at det er vigtigt med både vand, lys og luft, hvis man vil gro”. (Bella, E23 og F24) 

 Vores værelse er et dobbeltværelse. Med Signes æstetiske stil og Lykkes manglende samme har vi sammen fået skabt et lille Rylle-hjem med alt hvad det indebærer. Her deler vi følelser, store som små, krammere, øller, sange fra badet, grineflip eller prutter – og vi lægger gerne værelse til større sammenkomster med vores højskolekammerater.” (Signe og Lykke, E23) 

Jeg bruger mit værelse som et pusterum, hvor jeg kan trække mig og være alene. Jeg er helt vild glad for at bo i Dejligheden. Kombinationen af at have en roomie samtidig med at jeg har mit eget værelse passer mig rigtig godt. Jeg har taget mit backgammon spil med hjemmefra. Det var en enormt god beslutning, da det bliver brugt flittigt.” (Sofie E23 og F24) 

BOOK EN RUNDVISNING

Vi glæder os til at se dig.